Rosenvængets Skoles værdigrundlag
Vi arbejder systematisk med elevernes faglige, sociale og personlige udvikling i en sammenhørig balance.
Vi styrker elevernes kompetencer, og vi guider alle elever til øget mestring også i deres udfordringer.
Vi ønsker at gøre en positiv forskel for eleverne og familierne på vores skole.
Læring giver mestring – mestring skaber udvikling
Vi klæder vores elever godt på fagligt, socialt og personligt, så de udvikler deres fulde potentiale og dermed kan mestre hverdagens udfordringer som selvstændige, robuste og livsduelige mennesker.
Gennem en alsidig og differentieret undervisning skabes læringsprocesser i en positiv atmosfære. Eleverne inddrages i deres egen læring; i en kultur og et læringsmiljø, hvor det at begå fejl er menneskeligt og en del af læring. Vores mål er, at eleverne oplever succes.
Eleverne møder voksne, der er troværdige, tydelige og tryghedsskabende med stærke specialpædagogiske kompetencer. Vi arbejder ud fra veldokumenterede pædagogiske metoder inden for autisme og ADHD-spekteret bl.a. TEEACH, Social Tænkning og Low Arousal.
Vi skaber veje i elevernes liv, hvor vi tager højde for deres funktionsniveau. Alle elever skal have mulighed for at afslutte deres folkeskole med en afgangsprøve eller mulighed for at finde andre veje ud i livet. Vi bygger bro til f.eks. efterskoler, praktiksteder eller STU, så eleverne kan få den bedst mulige start på deres liv efter folkeskolen.
Fokus på det enkelte barn
Vi ser den enkelte elev i en helhed og skaber rum for elevernes forskellige kompetencer og ressourcer. Vi respekterer og anerkender forskelligheder. Vi har øje for den enkelte elev og møder eleverne dér, hvor de er.
Vi sørger for tid til den enkelte elev, og gennem anerkendende tilgange arbejder vi med elevernes selvværd og selvtillid. Det øger elevernes trivsel og gør dem bedre til at træffe hensigtsmæssige beslutninger.
Vi tror på, at hver enkelt elev har noget unikt at bidrage med, og vi skaber rammer, hvor alle har mulighed for at udnytte deres fulde potentiale.
Samarbejde og fællesskab
Eleverne er en del af et socialt og fagligt fællesskab, hvor vi arbejder med at skabe gode og stærke relationer. I dette fællesskab er det muligt at tilegne sig sociale og personlige kompetencer og opleve samhørighed.
Vi arbejder også med fællesskaber på tværs af grupperne. På den måde skaber og styrker vi venskaber, som alle håber, at eleverne på længere sigte får stor glæde af – også efter folkeskoleårene. Eleverne skal have en oplevelse af at høre til og føle ejerskab for deres skole. Det kan bl.a. ses igennem visuelle projekter og udsmykningen på skolen.
Vi agerer respektfuldt og åbent, og vi arbejder helhedsorienteret i tæt samarbejde med hjemmene omkring elevernes trivsel og udvikling. Vi indgår desuden i et stærkt samarbejde med fagprofessionelle for derved at få flere vinkler belyst bedst muligt, hvilket også åbner muligheder for at arbejde med elevernes sansemæssige-, motoriske- og personlig praktiske færdigheder.